Lidt om alle de tanker og følelser der kan røre sig i en forælder til et signalstærkt barn

Hvad er det med de der high need børn... Dengang min ældste var lille for 14 år siden eksisterede begrebet slet ikke. Det var helt nyt da min 8-årige var baby, men han er ikke high need og derfor interesserede jeg mig ikke for den slags. Ja man skal faktisk mærke på egen krop før man begynder at søge viden i ren desperation efter et prædikat at sætte på sig selv og sit barn.
Prædikater er både af det gode og det dårlige. Dårligt fordi man risikerer at sætte sit barn i bås: "Han er high need, så han kan bare ikke lære at ligge i en barnevogn". Det er rigtig rigtig skidt hvis prædikatet giver anledning til at gøre barnet til syndebuk i en sådan form at det hele er barnets skyld: " Han er bare SÅ umulig". Virkeligheden er nemlig at der er tale om et samspil mellem barn og forældre - der findes ikke et umuligt barn. Der findes bare masser af eksempler på forældre-barn samspil som ikke fungerer.
Med et high need barn fungerer samspillet ofte rigtig skidt i starten og nogle gange også senere. I starten fordi barnet er svært at læse og forældrene ikke ved at de har med et anderledes barn at gøre. Forældrene har heller ikke lært at acceptere deres barn og de begrænsninger det medfører at have et high need barn. Derfor er forældrene måske dårlige til samspillet og også særligt sårbare overfor kritik. En bemærkning som: "selvfølgelig er han bange for andre mennesker for I er jo så overbeskyttende", opfattes klart som kritik og kan hurtigt tolkes som om at andre opfatter én som en dårlig forælder der gør sit barn bange. I virkeligheden er man bare en forælder der forsøger at tolke sit barns signaler og forstår at barnet er meget sensitivt og har brug for at være tæt på sine forældre når der er nye ting og mennesker.
Tænk at det kan kritiseres at man prøver at være særligt omsorgsfuld overfor sit barn! Jeg synes faktisk folk er ubehøvlede når de kommer med den slags udmeldinger til nybagte forældre.
Oven i hatten så slås forældrene med skuffelsen og vreden over at deres drøm om at trille med barnevogn, hygge med mødregruppen og bedsteforældrene, gå til babysvømning og rytmik etc. at den drøm blev slået i stykker da de fik et anderledes barn. Forældre til high need børn og alle andre slags anderledes børn har brug for opmuntring og støtte til at se alt det positive ved deres lille ny. De har absolut ikke brug for bedrevidenhed og kritik slynget ud med et bedrevidende smil.

Nå men tilbage til prædikat-tanken. Et prædikat er godt når det giver forældrene tryghed ved at vide at de ikke er alene og ved at de kan lære af andre hvordan de skal tackle den lille ny. Et prædikat giver dig mulighed for at se dit barn i et andet perspektiv a la:" Nå han er sådan fordi han optager alt for megen information fra omverdenen og derfor bliver det hele nemt for voldsomt". Et prædikat giver dig mulighed for at finde andre med samme oplevelser. Dele tanker og følelser, for virkeligheden er at folk som har en almindelig baby simpelthen ikke forstår hvad man gennemgår. Det er bare hårdt at sidde i venteværelset hos kiropraktoren og se de andre små sidde i deres autostol og kigge - Ja du hørte ret - De andre små sidder bare der og kigger...eller ligger endda i liften uden at klage. Imens går man selv rundt med en baby der er ulykkelig fordi han har skreget på hele turen i bilen selvom manden var med som støtte og som fortsat skriger fordi lys og lyde hos kiropraktoren er alt for overvældende. Man føler at alle i venteværelset stirrer på én og man ved at de tænker enten "Sikke da et irriterende barn" eller "sikke da en dårlig mor der ikke kan trøste sit barn".
Man kan også blive skuffet og ulykkelig når man læser i terminsgrupperne at de andre babyer sover om aftenen mens familien ser videofilm. Tænk at få fem minutter med sin familie!!!
Derfor kan man med tiden udvikle en vis arrogance og aggressivitet overfor andre som kommer med udtalelser eller som bare tillader sig at have et helt almindeligt barn og ikke er konstant lykkelig over det. Man kan komme til at tænke tanker som: "De ved ikke hvordan det er at have en baby" eller "Jeg er alene i verden - ingen forstår mig og mit barn". Er man tilmed så uheldig at manden, sundhedsplejersken og lægen heller ikke forstår, så er man helt fortabt.
Intet er for øvrigt mere ødelæggende end sundhedsplejersken der bare siger: "ja sådan er det jo at have småbørn", når man klager sin nød. Total underkendelse af forældrenes følelser!!! En sundhedsplejerske bør holde sine meninger for sig selv og være lyttende og støttende - Intet andet! gode råd gives kun hvis forældrene direkte beder om det! Og desuden så bør fagpersoner være i stand til at indrømme når de ser eller hører at barnet er anderledes. Hverken sundhedsplejersker eller læger ved noget om børnepsykologi, men foregiver desværre ofte at vide det til stor skade for et forældrepar med et anderledes barn :(
Min sundhedsplejerske valgte ved første high need barn at sige : "ja det er hårdt, men du klarer det jo fint - jeg tror slet ikke du har en fødselsdepression" - En måned siden blev jeg indlagt efter 3 døgn uden søvn.
Sundhedsplejersken ved andet high need barn valgte at sige: "Ja hun ser da også frygtelig forpint ud - hun må have ondt et eller andet sted". Vi forældre var dybt ulykkelige bagefter og rakkede forvildede rundt til alskens undersøgelser med den lille, som i forvejen ikke tålte stimuli af den slags og vi skammede os forfærdeligt fordi vi troede at vi havde tolket vores barn forkert.

Nu tænker I sikkert: "hvordan kan jeg sidde og skrive det her når jeg påstår at have sådan en umulig baby". Tja hvad I jo ikke kan se er at jeg undervejs har ammet to gange, vugget i armene tre gange, skubbet slyngevuggen fem og sunget sang 3, men jeg er lykkelig fordi det er lykkedes mig at holde den lille sovende i en hel time - juhuuuuuuuuuuuuuu!!!!! Netop nu sidder jeg med baby på den ene arm og skriver med den anden og det går langsomt, men fremad.