De første tre til
fire måneder er for mange de aller hårdeste. Hårde fordi du skal vænne sig til
en ny situation som forælder for et lille barn, fordi barnet kræver meget mere
end du havde forestillet dig, fordi du er fysisk udmattet efter fødsel og
graviditet, fordi hormonerne raser rundt i kroppen, fordi du ikke forstår
hvorfor dit barn er så ked af det hele tiden og fordi du føler dig meget alene
om dit barn for det virker ikke som om andre rigtig forstår dig.
Selv om du har læst
en masse om småbørn eller er pædagog eller bare følte dig sikker på at
forældrerollen vil falde dig naturlig, så ændrer din selvsikkerhed sig totalt
når du står med et signalstærkt barn. De gode råd i bøgerne virker ikke.
Bedsteforældre og venner prøver at kommer med gode råd fordi de kan se at dit
barn græder og du føler at de synes du er en dårlig forælder.
Du havde måske en
forestilling om at et barn sov i sin barnevogn eller at det ville være
hyggeligt at sidde i sofaen og amme, men du har i stedet fået en lille, der
slet ikke kan lægges ned hverken i kravlegården, sofaen eller i barnevognen.
Hver gang du prøver skriger barnet så det bliver helt blå i hovedet. Amningen
bliver hurtigt det rene helvede, hvor den lille nægter at tage brystet selvom
han skriger af sult. Når han endelig får fat, så suger han så mælken sprøjter
ud og han får det hele i den gale hals og han må slippe brystet for at hoste og
så skriger han igen fordi han ikke ville slippe. Som du nok kan høre så er der
ikke megen amme-hygge over dette for hverken mor eller barn. Flaskebarnet er
ikke meget anderledes. Også her bliver der skreget og suget så mælken sjasker
ud over det hele og der bliver også skreget hvis hullet er for lille eller for
stort.
Der er ikke ret meget
at rette sig efter. Den lille sover godt nogle få dage og dårligt de fleste.
Det der fik hende til at falde til ro i går virker ikke i dag. Måske kunne hun
ligge alene på sofaen fem minutter i morges, men om eftermiddagen er det den
rene katastrofe at forsøge. Måske var hun glad for flasken ved sidste måltid –
ved det næste er hun rasende og nægter at drikke af den.
Forslag til måder at skabe rettesnore hvor der ingen er:
- Lav en kort liste over det der er allervigtigst for dig at få gjort i løbet af dagen/ugen. Det kan være at det betyder meget for dig at der bliver støvsuget en gang hver dag eller at der bliver vasket tøj to gange om ugen. Involver din mand og aftal hvem der gør hvad, så du kan føle dig tilpas.
- Lav endnu en liste over de ting din ægtefælle og du har allermest brug for at gøre for at pleje jer selv i løbet af ugen. Måske vil du gerne i svømmehallen, Læse et blad helt for dig selv eller han vil ud at løbe. Aftal hvilke dage og hvilke tidspunker I får hver jeres fritid på – Aftal at støtte hinanden i at få det gjort.
- Brug uret. Baby siger måske ikke til når han skal have mad, før det er for sent og han allerede er ved at køre op i det røde felt, så brug uret til at holde øje med hvornår han måske skal ammes næste gang inden det kører af sporet
- Brug også uret til at vurdere hvornår han er træt. Det kan nemlig være meget svært at aflæse den lille, så sats i stedet på at han ikke er træt efter 1 time, men måske efter to timer alt efter oplevelser og sidste lurs varighed
- Giv dig selv en forventning om at der ingen forventninger er, udover de faste aftaler din ægtefælle og du har lavet. På den måde bliver du ikke skuffet når baby vågner efter ti minutter eller når du må aflyse et besøg fordi han tilfældigvis er for overstimuleret den dag
