Jeg blev mor for første gang da jeg var 20. Jeg havde glædet mig – MEGET, og følte mig klar til opgaven. Da barnet kom følte jeg det ganske naturligt at være mor med alt hvad det indebar af bleskift, badning og amning, men alligevel blev det ikke en lykkelig tid.
Allerede få timer efter fødslen virkede det som om der var noget galt. Man måtte ikke røre min søn ret meget, for så græd han og han kunne ikke falde til ro. Hele den første nat efter hans fødsel sad jeg med mit barn på hospitalsgangen og kiggede. Han ville kun sidde oprejst og hver gang jeg prøvede at komme ind og sove lidt så græd han.
Jeg fandt ud af at han gerne ville være tæt på, men ikke i fysisk kontakt og ikke svøbt i dyne eller tæppe og endelig ikke liggende. Det var derfor rigtig svært når familie og venner kom og ville holde den lille nye - Jeg fornemmede at det var mere end han kunne klare - at det forvirrede og stressede ham, men jeg havde intet at kunne indvende, for det MÅTTE jo være mig der var overpylret førstegangsmor, for alle de andre babyer på hospitalet kunne godt holdes og nusses og ligge tæt sammen med deres mor og blive holdt af alle og enhver, så måske jeg overfortolkede drengens signaler. Jeg græd selv da en sygeplejerske ville vise hvordan man gav en baby bad og hun puttede ham skrigende i halvkoldt vand og jeg turde ikke sige fra og tage mit grædende barn fra hende.
Dagene gik og min søn var ikke et nemt barn. Man talte om kolik, men der var bare det ved det at han ikke skreg vildt, som et kolikbarn. Han var mere bare småsur og småulykkelig meget ofte eller rettere: han var ekstremt svingende. Det ene øjeblik ekstatisk lykkelig og det næste øjeblik dybt dybt ulykkelig.
Vi orkede ikke besøg de første mange måneder af hans liv. Han sov aldrig mere end en halv time af gangen - hverken nat eller dag og jeg var fuldstændig ødelagt. Han ville kun være hos mig og far kunne næsten ikke tage ham uden at han græd.
Når jeg klagede min nød, svarede andre at sådan var det jo at blive mor. Men i mødregruppen kunne jeg jo se at de andre børn ikke var som han og jeg kunne høre at de ikke sov som han gjorde. De andre børn kunne lægges på sofaen da de var små og så faldt de i søvn, mens moren snakkede videre og drak sin kaffe. De andre kunne tage på besøg med deres babyer. De andre kunne ligge i en barnevogn og køre ture. Min søn kunne ikke lægges nogen steder - han ville KUN sidde ALTID! At lægge ham ned gjorde ham ulykkelig - Jeg fornemmede at det var fordi han ville kunne se ordentligt og fordi han ville være tæt ved mig - uden at være for tæt.
Han var meget opmærksom hele tiden og denne overdrevne opmærksomhed med både syns-, føle- og høresans gjorde at han efter besøg altid var utrøstelig i adskillige timer efter, men under selve besøget var han næsten altid stille og undersøgende så ingen andre end faren og jeg så hans ekstreme udsving. Mange troede derfor ikke på at han var et vanskeligt barn og nogle lod mig endda vide at han tilsyneladende kun var vanskelig når jeg var alene med ham, for når de så ham var der jo ingen problemer. I dag ved jeg at børn kan være super tilpasningsdygtige når mor ikke er der/er nærværende i situationen, men så give slip på al deres anspændthed når den trygge mor eller det trygge hjem kommer tilbage. Og jeg indrømmer at jeg var meget anspændt og ulykkelig når jeg var ude hos andre sammen med min søn, for jeg følte mig i dén grad misforstået og var overbevist om at andre opfattede mig som en dårlig mor.
Så som ung førstegangsmor var jeg derfor meget isoleret og ensom. De andre i mødregruppen forstod ikke min situation og min familie gjorde det hele værre ved at minde mig om at det bare var sådan børn var og at jeg da bare kunne prøve dit og dat.
Det allerværste var at jeg holdt op med at lytte til mig selv og mine fornemmelser for mit barn. For til sidst var jeg så desperat af søvnmangel og stress over hans konstante følelsesudsving at jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Jeg tænkte at det var min skyld at han var så svært et barn og omgivelserne med alle deres råd gjorde sit til at jeg blev bekræftet i det.
I mine gamle papirer fra sundhedsplejerskens besøg står der: "Meget sund, kvik og vågen dreng, der er tillidsfuld og tryg. Sover dårligt om natten, men virker glad og fremmelig". Jeg forsøgte i min desperation at tale med sundhedsplejersken om mine kvaler med natteroderi og følsomhed, men hun affærdigede det på samme måde som de fleste andre. Selv da jeg tog mod til mig og fortalte hende at jeg var bange for at blive skør sagde hun at alt jo så ud til at være fint, så det skulle jeg ikke tænke på. Fjorten dage senere blev jeg indlagt på hospitalet med en svær fødselsdepression efter at have været vågen tre døgn i træk. Jeg var indlagt én dag da min søn var 5 måneder. Så måtte jeg hjem og passe mit barn. Der var ingen andre der forstod ham, tænkte jeg. Faren kom og afleverede drengen til mig på afdelingen da han ikke kunne klare mere – Min søn og jeg var alene sammen.
Jeg følte mig til sidst presset til at opgive mine forestillinger om mit barns følsomhed og fulgte de andres råd om at tvinge ham til at sove i egen seng, til at ligge ned i barnevognen og til at nægte at amme så mange gange om natten. Børn tager ikke skade af at græde lidt sagde velmenende folk og han er jo nødt til at lære det. Jeg græd lige så mange tårer som min søn, som aldrig aldrig gav op - Og det blev vores begges redning! Jeg kunne ikke bære det i mit hjerte at han skulle græde når han ikke engang var ½ år gammel.
Jeg blev tvunget til at ændre mit verdensbillede drastist. Børn var ikke bare børn. Børn er meget forskellige og nogle børn er så anderledes at almindelige forestillinger om børneopdragelse ikke slår til. Andre mennesker forstår ikke dette, hvis de ikke selv har prøvet at have sådan et barn eller hvis de har fornægtet det og 'knækket' deres som små. Jeg måtte finde mine egne ben at stå på og det gjorde jeg. Jeg besluttede at stoppe med at lytte til alle andres, for os, skadelige råd. Jeg besluttede at forlade min mand fordi jeg ikke kunne tilgive ham for den manglende støtte til mig og min søn. Jeg besluttede at kontakten til min familie og venner skulle være mere begrænset end før. Jeg besluttede at lære mere, så jeg resten af min søns liv kunne være den indfølende og støttende mor som han havde så særligt brug for. Jeg besluttede at ingen igen skulle forsøge at presse ham eller mig til at være andre end dem vi er.
Det blev en hård beslutning, som fik store konsekvenser for resten af mit liv. Jeg måtte opgive at arbejde og studere fordi min søn ikke kunne gå i vuggestue som andre børn. Jeg måtte mande mig op og lære at sige fra når pædagoger i børnehaven tvang min søn til at lege med andre børn, som han var bange for eller synge midt i rundkredsen, så han bagefter græd flere dage pga. chokket. Jeg måtte diskutere med mange og fremlægge store bunker af fagstof, der gav min søn ret til at være anderledes. Jeg måtte hele tiden forsvare ham overfor andre og forklare ham selv hvorfor verden så ud som den gjorde – Det jeg da kunne forklare. Min søn var tre år da han spurgte mig ”Moar, hvorfor er jeg ikke ligesom de andre børn?”.
Og sværest af alt – jeg måtte forstå at mine tidligere forestillinger om mennesker ikke passede. Jeg havde troet at mennesker kunne forstå og mødes gennem dialog og logiske ræsonnementer. Jeg opdagede at de fleste mennesker var så styrede af dagligdagens vante forestillinger om livet og især om småbørn at alt nyt og anderledes var skræmmende, og dermed blev ignoreret,overset og benægtet og det gjorde det næsten umuligt at nå til fælles forståelse.
Det var og er en ensom vej at være forælder til et anderledes barn - Først mange år efter ovenstående beretning hørte jeg om de 'følsomme' børn og om at der var flere derude som mig og min søn. Først endnu flere år senere fandt jeg ud af at jeg selv var et særligt sensitivt menneske og at jeg netop derfor var præcis den mor min søn havde brug for, for jeg kunne forstå!
I dag er jeg mor til tre børn. De er alle særligt sensitive og de to er såkaldt signalstærke børn – Sensitivitet går ofte i arv, men det er miljøet der er afgørende for hvad den sensitivitet fører til senere i livet.
