Særligt sensitive børn generelt
Cirka 20% af befolkningen er særligt
sensitive. Sensitivitet findes i mange grader og på mange forskellige områder. Man
kan være sensitiv på forskellige områder. Herunder lyd, synsindtryk,
følelsesindtryk, fysisk berøring, smagssans og interpersonelle forhold. Der er
mennesker som er særligt sensitive på alle områder og det kan være meget
belastende at blive så påvirket af sig selv og sine omgivelser hele tiden.
Sensitivitet er ikke noget man vokser
sig fra. Det er et medfødt træk – En slags temperament der ofte er gået i arv.
Man er sensitiv hele livet, og man kan lære at acceptere og leve med sin
sensitivitet, så den bliver en styrke fremfor en gene.
Sensitive børn er som alle andre børn
meget forskellige. Nogle er udadreagerende – andre indadreagerende – Nogle har
stort temperament – andre er mere tålmodige. Men fælles for sensitive børn er
at de tænker meget over tingene og bliver meget påvirkede af deres omgivelser.
De kan have mareridt eller endda lide af søvnterror hvor barnet kaster sig
rundt i sengen i søvne. Barnet kan være meget småtspisende eller kræsent eller
det kan have svært ved de sociale relationer. Barnet har måske let til gråd
eller til pludselig voldsomme følelsesudbrud der virker ulogiske. Sensitive
børn har et særligt stort behov for at blive talt med og for at blive forstået.
I institutionerne og skolerne får man
ofte at vide at det sensitive barn ikke deltager nok eller virker fraværende og
dagdrømmer. Mange fagpersoner forsøger at ’lave om’ på barnet så det passer
bedre ind i institutionslivet. Ofte får det en negativ effekt hvor barnet
lukker sig inde i sig selv og bliver skrøbeligt og usikkert.
Sensitive børn kan have gavn af rådene i
denne bog, men forældre til sensitive børn kan måske ikke genkende alle
historierne og følelserne som beskrives her ligesom de sensitive børn ikke nødvendigvis
følger samme udviklingstrin som de signalstærke.
Signalstærke børn er sensitive børn med
ekstra udfordringer oveni.
Højt begavede børn
Særligt begavede børn er typisk også
meget sensitive. Derfor vil de have mange lighedstræk med de signalstærke og
særligt sensitive børn. Extroverte højt begavede kan ligne signalstærke børn
rigtig meget og da deres perceptionsapparat netop fungerer på et særligt
hastigt niveau kan de nemt blive overstimulerede og utilfredse, idet de forstår
at der er mange muligheder, som deres fysiske formåen endnu ikke tillader dem.
Man kan sige at forældre til højt begavede extroverte børn har tre
udfordringer: Sensitivitet, for tidligt forståelsesapparat og udadreagerende
reaktionsmønster.
Et højt begavet barn er typisk 3 måneder
eller mere forud for sine jævnaldrende rent forståelsesmæssigt, sprogligt og
motorisk – Ikke nødvendigvis på alle områder dog. Meget ofte er børnenes evne
til at håndtere egne følelser ikke aldersvarende og de kan håbløst bagud på
dette område.
Den nemmeste måde at skelne mellem et
signalstærkt barn og et extrovert højt begavet barn er ved at se på barnets
milepæle sammenlignet med jævnaldrende. Det skal dog understreges at
signalstærke børn meget ofte er lidt fremmelige rent motorisk, idet de er så
utålmodige, nysgerrige og aktive og dermed får prøvet flere ting af tidligt. De
højt begavede er dog mere konsistent fremmelige og mere markante.
Et extrovert højt begavet barn kan have
glæde af rådene i denne bog, men man må som forælder til dette barn være
opmærksom på at der er en ekstra dimension, som handler om stimuli. Højt
begavede børn kan blive ulykkelige hvis der er for lidt udfordringer og der vil
derfor også være særlige overvejelser man må gøre sig omkring vuggestue
og/eller dagpleje, samt dagligdagens opbygning.
For tidligt fødte børn
Når et barn er født for tidligt så er
det næsten altid særligt sensitivt på en lang række områder. Årsagen er at
barnets nervesystem ikke er klart til at optage den mængde informationer
omverdenen byder på. Selv børn der er født kun fire uger før termin kan have
symptomer på at være for tidlig født.
For tidligt fødte børn har derfor brug
for særlig megen afskærmning, nærkontakt og tryghed i de første måneder eller
endog år af deres liv og mange af deres reaktioner kan ligne de som
signalstærke børn har. En del af rådene i denne bog kan da også med fordel
bruges til disse børn, men man må gøre sig klart at for tidligt fødte ikke er
signalstærke børn – De vokser sig fra en del af symptomerne eller kan udvikle
andre symptomer på sigt, som ikke ligner de signalstærke børns.
Dermed ikke sagt at et for tidligt født
barn ikke kan være signalstærkt. Den bedste måde at finde ud af om barnet er
signalstærkt er ved at se om barnet på sigt gennemgår nogenlunde samme
udviklingstrin som det signalstærke barn.
Børn med sanseintegrationsforstyrrelser
Sanseintegrationsforstyrrelser er
gennemgribende forstyrrelser i barnets sanseapparat. Børnene er motorisk usikre
på deres krop og de er frustrerede fordi de ikke kan opfatte omverdenen i
overensstemmelse med omverdenens faktiske form. Det vil sige at
Børnene kan som helt små have nogle
reaktioner, der ligner de signalstærke børns men når de begynde at tumle
omkring vil man kunne se at de har svært ved at bruge deres krop optimalt og de
vil have svært ved at lære af erfaringer fordi kroppens reaktioner ikke passer
til barnets ønskede bevægelser. Barnet har brug for professionel hjælp til at lære
sin krop at kende og til at forstå afgrænsningerne mellem omverden og
Tidligt skadede børn eller børn med meget usikre forældre
Jeg må nævne denne kategori af børn,
idet deres reaktioner kan minde om signalstærke børns. Et barn hvis forældre er
meget usikre på forældrerollen bliver selv usikkert på hvad der forventes af
det og hvordan det bedste kan samarbejde med sine forældre. Derfor kan et
sådant barn være meget utrygt og smågrædende og afhængig af sine forældre,
hvilket kan vise sig som klyngende adfærd eller ved gråd og stagnation i og
efter uvante situationer. Hvis du er i tvivl om hvorvidt dit barn reagerer på
din usikkerhed som forælder, så bør du kontakte din sundhedsplejerske eller
ringe til den åbne rådgivning ved kommunens socialrådgivere, så du kan få
afklaret din situation og få nogle redskaber til at skabe mindre utryghed for
dig og din familie.
Det skal dog siges at alle forældre til
signalstærke børn i perioder tvivler på sig selv og deres forældreevne, så bliv
ikke bekymret når du læser dette – Det er kun i sjældne tilfælde at din
usikkerhed som forælder er så voldsom at den påvirker barnet i så stor grad.
Fysiske sygdomme
Refluks:
Ved mavesyrerefluks kommer mavesyre og
mad op i spiserøret. Vi kender det næsten alle som sure opstød og halsbrand.
Hos nogle babyer er der tendens til at dette sker meget ofte og derfor kan det
svie og brænde op gennem spiserøret og i slemme tilfælde danne blærer og sår,
som er meget smertefulde. Et barn med refluks vil derfor være meget ulykkeligt
og brokke sig meget ofte eller græde når det er værst.
Når barnet ligger ned glider mad og syre
endnu nemmere op i spiserøret og derfor kan barnet være mest ked af det når det
ligger.
Symptomerne på refluks er ikke særlig
tydelige, men ofte gylper barnet meget og virker ulykkeligt. Nogle børn tager
ikke nok på i vægt eller vægrer sig ved at spise. Ved mistanke om refluks bør
man tale med sin læge
.
Væske i mellemøret:
Væsken kan samle sig i øregangen efter
en mellemørebetændelse eller en forkølelse. Har barnet væske i mellemøret kan
det gøre ondt at ligge ned, da væsken så presser på det indre øre. Barnet hører
ikke så godt og reagerer måske ikke på lyde som det plejer. Barnet kan også
være pylret og irritabelt fordi væsken generer. Hvis barnet græder når man
lægger det ned eller vågner meget ofte, så bør man altid få ørerne tjekket hos
en ørelæge. Den praktiserende læge kan ikke se væsken med de almindelige
apparater, så tag altid hen hos en autoriseret ørelæge.