Det er rigtig svært at være 1-1½ år. Der er meget at forholde sig
til: Institution, oplevelse af verden, udvikling af motorik og sprog og ikke
mindst er der pludselig rigtig mange ting man ikke må eller kan få lov til.
Den
etårige hører ofte et nej eller ting bliver fjernet fra barnet. Dette er meget
frustrerende for et signalstærkt barn – så frustrerende at der kan komme
voldsomme vredes- eller afmagtsudbrud, hvor barnet græder vildt og bliver
næsten utrøsteligt.
Nogle forældre skælder ud på deres børn og siger vredt
’nej’, når barnet for tiende gang forsøger at tage saftevandskanden på bordet,
men for et følsomt barn er det alt for voldsomt. Den lille kan slet ikke rumme
mors vrede afvisning og ej heller den høje lyd som lyder ekstra højt i de
følsomme ører og tilmed er barnet slet ikke i stand til at styre sin krop nok
til at kunne lade være med at række ud efter kanden, så det vil ikke engang
kunne efterkomme mors ønske selvom det gerne ville. I etårsalderen er barnet
stadig meget impulsivt reagerende. Ser det en flot kande, så rækker armene helt
automatisk ud mod kanden før barnet når at tænke at det er forbudt. Derfor skal
man gentage om og om igen – indtil både barnets krop og sind forstår at kanden
ikke skal røres.
Jeg anbefaler at man har tre typer af ’nej’. Det er forskelligt
hvilke typer af nej man bruger i forskellige familier, for vi har jo alle vores
egne værdier og prioriteringer, så nedestående er bare eksempler.
-
- Det kraftige nej, hvor man gerne må råbe højt. Dette nej bruges ved farlige situationer, som hvis barnet er på vej ud til vejen eller hvis det griber efter kogekedlen på køkkenbordet eller hvis det kan nå op til gryderne på komfuret. Dette nej bør dog altid efterfølges af en kort og præcis forklaring: ”Gryden er varm; det gør av på fingrene”.
-
- Det mellemkraftige nej gælder hverdagsting som ikke er til diskussion. Det er når man siger nej til at barnet tager saftevandskanden eller den fine glasvase hos moster Anna. Men generelt bør disse nej’er begrænses for barnet bliver ’døv’ for det og meget frustreret hvis alt det spændende, altid er et nej. Stil i stedet tingene udenfor barnets rækkevidde og hvis der er ting der ikke kan stilles væk så til byd barnet noget andet og forsøg at undgå at kalde det hele ’nej’. Vil det tage dit glas fra bordet, så sig ”Det er mors glas – Dit glas er her” og ræk barnet en kop med en lille sjat i.
- Det sidste nej er ikke et rigtigt nej. Det handler om ting som kun er nej nogle gange. Hvis du ikke gider lege mere; ”Ej, nu gider jeg ikke mere – slut” eller hvis du ikke gider at have at barnet moser sin banan inde i hånden; ”Ej se – Du bliver helt snasket på fingrene”.
Ovenstående gælder selvfølgelig alle børn, men for signalstærke
børn er det særligt vigtigt at man ikke har for mange forbudte ting. Barnet
bliver alt for frustreret for det har så megen nysgerrighed og vilje med sig at
det slet ikke kan rumme så mange afvisninger i løbet af dagen. Du vil opleve at
færre nej’er i løbet af dagen vil give et mindre hysterisk og grædende barn og
et barn som meget nemmere accepterer når du endelig siger ’nej’. Især hvis du samtidig
forklarer kort hvorfor det er et nej.
Signalstærke børn har brug for at føle sig forståede. De har et
stort følelsesregister, så det er vigtigt at tale med sit barn, så barnet føler
at du oplever verden sammen med det. Barnet forstår måske ikke alt hvad du
siger, men det forstår dit tonefald. Sæt derfor ord på barnet skuffelse eller støt det i at komme
videre: ”Øv altså at du ikke må, men kom herhen i stedet”. Når barnet skriger
højt og ikke vil ind i autostolen, så tal til det i beroligende tonefald.
Forklar at I skal besøge onkel Teddy og at barnet nok snart skal komme ud igen,
men begynd at forklare før barnet
bliver for ulykkeligt. Det kan intet høre når det er midt i et hysterianfald og
så må du trøste og vente lidt før du igen forsøger at sætte barnet i bilen.
Lad aldrig barnet være alene når det er hysterisk eller vredt.
Hvis du går fra barnet vil det føle at du ikke bryder dig om det når det har
disse stærke følelser og som forældre er din fornemste opgave at lade dit barn
forstå at du elsker det uanset hvad. Så bliv i nærheden. Lad være med at røre
eller fastholde barnet hvis det ikke ønsker det, men bliv tæt ved og stå klar
til at trøste så snart barnet kan nås igen. Snak lidt om det der skete; ”Du
blev vred fordi du ikke måtte få mors kop”. På den måde lærer du barnet at rumme
sine egne følelser og det betyder at barnet senere vil være bedre til at styre
følelserne og det er selvsagt ekstremt effektivt når man er meget følsom og udad
reagerende.
Hvis du tidligere har brugt nej rigtig meget eller har råbt højt,
så kan det tage tid før barnet oplever at tingene har ændret sig. Så hvis du
beslutter dig for at ændre dit eget mønster så hold ud – der skal nok komme
resultater selvom det ikke sker så hurtigt som du kunne ønske dig.
Husk at de signalstærke børn er kvikke børn, så lad være med at
prøve at snyde dem. Du kan formentlig ikke længere lade som om at du drikker
vand i din kop, hvis barnet har set dig hælde sodavand i. Du kan heller ikke
længere sige at noget gør av hvis det ikke er sandt. Barnet vil prøve sig frem
og dets nysgerrighed vil lade det opdage at gryden ikke var varm, lige da du
sagde det eller at stikkontakten ikke gjorde av, da man rørte den. Barnet vil
ikke tro dig næste gang du siger at noget gør av eller at du siger du har vand
i din kop.
Inddrag barnet
Det signalstærke barn har en stærk vilje og et stort ønske
om at kunne tingene selv. Hvis barnet hele tiden begrænses bliver det
ulykkeligt, og forsøger selv at finde udfordringer og så ender vi med et barn
der putter alverdens ting i toilettet dagen lang eller klatrer op til den
forbudte køkkenskuffe med knivene i hver gang du ser den anden vej. Børn vil så
gerne samarbejde – De er født til at efterligne de voksne og de større børn,
for sådan er de nærmest programmeret fra fødslen – Hvordan skulle de ellers kunne
lære så meget på så få år. Selv som helt spæde forsøger børn at efterligne mors
mundbevægelser og ansigtsudtryk. Når barnet er 1 ½ år kan efterligningerne
virke irriterende når barnet tager vasketøjet ud af vaskemaskinen lige efter at
du har lagt det ind eller smider hele rullen med wc-papir i toilettet, men i
virkeligheden er det bare udtryk for at barnet prøver at blive selvstændigt ved
at efterligne dig. Barnet har bare ikke lige forstået at vasketøjet skal vaskes
inden man tager det ud eller at det ikke er hele
toiletrullen der skal i toilettet.
Det signalstærke barn er ofte meget aktivt dagen lang og
derfor bliver der efterlignet og afprøvet rigtig mange ting. Sammenholdt med ekstrem
viljestyrke, nysgerrighed og vedholdenhed så kan der kun blive en potentiel
hysteribombe ud af at begrænse hele tiden. Støt i stedet barnet i at blive
ældre og deltage i mere på den gode måde. Køb en skammel så barnet kan nå op
til håndvasken og selv vaske fingre og børste tænder (med lidt hjælp). Brug en
stol i køkkenet så barnet kan stå og være med til madlavningen. Lad barnet
smage på madvarerne – også selvom det er rå broccoli eller røget bacon. Lad
barnet få et stykke dej at ælte selvom barnet piller det i småstumper og spiser
lidt af det. Sørg for at barnet kan nå sin jakke og sine sko, så det selv kan
være med til at gøre klar til gåtur. Tak barnet for hjælpen når det har taget
al vasketøjet ud af maskinen og put det i igen når barnet er gået.
Inddrag barnet i det der skal ske: ”Kom og læg dig her – du skal
have ren ble på” eller bed barnet om at hente en ble selv. Forstår det endnu
ikke, så tag barnet i hånden og hent bleen sammen med det.
Lær dit barn at åbne sin madkasse selv og vis det hvordan det
kan tage sin ble af selv. Giv barnet støvsugerhovedet og lad det støvsuge lidt
mens du tager hjørnerne med røret. Fortæl også om det du selv gør.
At inddrage barnet så meget som muligt i dagligdagens gøremål
kan forebygge mange hidsighedsanfald og det kan hjælpe barnet så det ikke føler
sig betydningsløst men i stedet opbygger et stærkt selvværd, hvor det kan føle
sig som en del af familien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar